I 1743 skrev Ludvig Holberg et lille
skrift med titlen ”Betænkning over nogle Europæiske Nationer”, hvor han detaljeret redegjorde for en række nationale karaktertræk.

På ét punkt af- står Holberg dog fra at udtale sig: ”Jeg tør ikke vove mig til at tale meget om de Nordiske Nationer i hvorvel deres Naturel er mig gandske vel bekient, thi Folk udi i Norden ere alt for nøye regnende, og det er kuns en ringe Sag”, man kan komme op at toppes med dem om.

Derfor vil Holberg overlade dette til andre, ”som have en stærkere Ryg”.
Efter at have talt vidt og bredt om de andre europæiske nationer vægrer Holberg sig således ved at tale om sine nærmeste.

Foruden dén begrundelse, han selv angiver, er der i hvert fald én god grund mere til at lade være: det er altid nemmere at beskrive det anderledes end det kendte. Afstanden tillader en form for generalisering, som nærheden vanskeliggør. For eksempel synes vi ofte, at andre folkeslag udviser typiske karaktertræk, mens vi snarere ser os selv som en samling vidt forskellige mennesker.

I almindelighed tager vi ’det nordiske’ for givet. Vi taler om de nordiske lande, nordisk samarbejde og nordisk kultur. Trods indbyrdes forskelle i sprog og stil mellem landene opleves Norden som
en enhed, der adskiller sig fra resten af verden. Denne lokale nordiske opfattelse afspejles i andres billeder af Norden som ’anderledes’.

Udefra har Norden ofte været fremstillet som en eksotisk vildmark, hvor livet er præget af natur og menneskene af naturlighed, der ikke findes i den europæiske civilisations knudepunkter.

Den nordiske ’naturlighed’ er hverken mere eller mindre naturlig end andre; den er udtryk for en særlig kultur og for et bestemt syn på verden.
Hvad er det så for kvaliteter, der adskiller det nordiske fra alt andet, og hvad er det for begrebs- og handlingsmønstre, der bestemmer den nordiske kultur? Sva- ret herpå er alt andet end enkelt.

Kultur er noget, mennesker tænker og handler indenfor, snarere end det er en bestemt opfattelse, de har. Det betyder, at vi som regel tænker fra kulturen snarere end om den. Derfor må kulturen så at sige søges mellem linjerne. Det gælder også den nordiske kultur, at den ikke umiddelbart lader sig fortælle i få ord, men vel lader sig indkredse. Vi vil i det mindste gøre forsøget.

På de følgende sider præsenterer vi et, synes vi da selv, spændende og varieret program for efteråret 2024 og foråret 2025. Det er vores håb, at mange af jer har lyst til at deltage i arrangementerne

De bedste hilsner,

Aage Augustinus